Tokyo Tower består af 140 modulære rum

5 minutes read

Halvtreds år før modulær arkitektur blev moderne, fastgjorde Kisho Kurokawa 140 fuldt indrettede værelser til et tårn i Tokyo. Bygningen er væk, men de spørgsmål, den rejste, er stadig dem, som præfabrikationsbranchen er i gang med at besvare.

Når man træder ind ad døren til en Nakagin-kapsel, er man allerede næsten nået til den anden ende af den. Badeværelsesmodulet står lige ved siden af dig. Der løber en række indbyggede apparater langs den ene side. Foran indrammer et 1,3 meter stort, cirkulært vindue udsigten over byen oven over sengen, så værelset hverken har en gang eller spildt gulvplads – kun en udsigt at gå hen imod. Med målene ca. 2,5 x 4 meter og en lofthøjde på 2,1 er det en lejlighed på omkring ti kvadratmeter, og der er ikke blevet installeret noget i den efterfølgende.

Det var netop pointen. Da Kisho Kurokawa i 1972 færdiggjorde Nakagin Capsule Tower i Tokyo, afprøvede han en enkel omvendt tilgang: først skulle værelserne bygges, derefter selve bygningen. To betonkerner rummede elevatorer, trapper og forsyningsledninger. Omkring dem var der monteret 140 stålkapsler, hver fastgjort med fire højspændingsbolte, beregnet til de enlige erhvervsaktive, der arbejdede i det centrale Tokyo og havde brug for et hjem, et kontor eller et sted at bo. Archigram havde allerede brugt ordet »kapsel« om præfabrikerede boligenheder, og Kurokawa havde redegjort for sit eget standpunkt i »Kapsel-erklæringen« fra 1969. Det, Nakagin tilføjede, var beviset. Det var den første kapselbygning, der blev opført og taget i brug.

En bygning, der er samlet som et produkt

Kapslerne blev fremstillet og fuldt udstyret på en fabrik, der ligger omkring 450 kilometer fra anlægsstedet. De ankom med indretning, badeværelser og udstyr allerede på plads, og alle mål, løftepunkter og tilslutninger var blevet fastlagt, inden produktionen gik i gang. Arbejdet på byggepladsen omfattede kranarbejde, bolte og forsyningsarbejde. Installationen tog omkring 30 dage, og der blev monteret flere enheder hver dag.

Indenfor fungerede udstyrsvæggen på én gang som køkken, arbejdsværelse og stue: indbygget seng og opbevaringsplads, et nedklappeligt skrivebord, et kompakt komfur og køleskab, et fjernsyn og et hi-fi-anlæg. Nogle modeller var udstyret med et spolebåndoptager eller en bordregnemaskine. I 1972 var disse symboler på Japans selvtillid efter krigen, og Kurokawa betragtede dem som arkitektur snarere end som møbler. Køkkenvinduet fuldendte billedet. Set fra gaden fremstår de gentagne cirkler som et gitter af skibsvinduer, hvilket blødgør de firkantede modulers regelmæssighed og giver tårnet en identitet, som ingen katalogenhed kan måle sig med.

Teoriens svaghed

Konceptet indeholdt en indbygget modsætning. Stålkabinettet var beregnet til at holde i årtier, mens fjernsynet og båndoptageren kun havde en levetid på få år. Kurokawas løsning var udskiftning: Kernen skulle forblive som en stamme, mens kapslerne blev udskiftet ligesom celler. I løbet af de sidste halvtreds år er ikke en eneste af de 140 nogensinde blevet udskiftet.

Vandindtrængning, forældede installationer, korrosion, bekymringer om asbest og reparationsomkostningerne gjorde resten. Tårnet blev revet ned i 2022, et halvt århundrede efter dets indvielse. Men fordi hver kapsel var en selvstændig enhed, kunne bygningen skilles ad på en måde, som ingen traditionel bygningsblok kunne. Et bevaringsinitiativ ledet af den tidligere beboer Tatsuyuki Maeda og »Nakagin Capsule Tower Preservation and Restoration Project« reddede 23 kapsler, hvilket svarer til omkring 16 procent af det oprindelige antal. Fjorten blev restaureret med intakt interiør; de øvrige ni blev tømt for at kunne ombygges. Blandt dem, der overlever:

• A1305, Kurokawas egen lejlighed, som nu indgår i MoMAs samling
• A1302, erhvervet af SFMOMA
• Yderligere enheder på M+ i Hongkong, japanske kulturinstitutioner og private arkitekturprojekter

Hvad branchen tog, og hvad den efterlod

Nakagin blev ikke en model for masseboligbyggeri, og der er ingen direkte forbindelse til nogen bestemt bygherre. Dens indflydelse er mere subtil og går igen i fire tanker.

For det første bekræftede det antagelsen. Et beboeligt rum kunne fremstilles på en fabrik, transporteres og hejses på plads, og det fungerede som en egentlig bygning snarere end blot en model. For det andet gav det branchen dens grundlæggende struktur: en fast kerne, der fungerer som ramme for præfabrikerede moduler – logikken bag nutidens fabriksfremstillede badeværelser, færdigmonterede køkkener og stablede enheder. For det tredje var bygningens enaksede grundplan og den integrerede udstyrsvæg en forløber for de gennemtænkte indretninger i moderne mikroboliger og modulopbyggede hotelværelser. Og for det fjerde: Da MoMA og SFMOMA optog kapslerne i deres samlinger, fik fabriksbygget arkitektur en plads som et seriøst designkoncept snarere end et kompromis med henblik på at spare penge.

Nakagins fiasko var lige så lærerig. Et system med udskiftelige dele fungerer kun, hvis man kan nå frem til enhederne, udføre vedligeholdelse på dem og opgradere dem uden afbrydelser. Derfor betragter de bedste bygherrer i dag adgangen til vedligeholdelse som et designspørgsmål helt fra den første tegning.

Et halvt århundrede senere har industrien indhentet meget af det, Kurokawa Imagineede: præcisionsfremstilling, hurtig samling og finish i høj kvalitet. Det, der stadig står uafklaret, er netop det, der lå ham mest på sinde: et hjem, der kan forny sig selv i takt med, at livet indeni ændrer sig. Hans tårn gav aldrig noget svar på det spørgsmål, men det stillede det tidligt, og selv de bedste af nutidens præfabrikerede bygninger arbejder stadig på svaret.

Sharing is caring!