12 minutes read
»Reconstructed Country House« af Veris Design Studio er et 150 m² stort landligt fristed, der er bygget op omkring en bevaret skovarbejderhytte i Hviderusland. Projektet, der er udtænkt til designeren Veronika Bagrintseva og hendes familie, bevarer den eksisterende bygning på 60 m² som det centrale opholdsrum og placerer nye soveværelser, køkken og serviceområder omkring den.
Dets mest karakteristiske træk er sammensmeltningen af to kontrasterende byggesystemer: en uregelmæssig, håndlavet tømmerkonstruktion og en præcist fremstillet ramme af træpaneler. Fabriksproduktionen fremskyndede den strukturelle fase og bidrog til at koordinere tjenesteydelserne, mens den bevarede hytte, de genbrugte materialer og familiens ejendele sikrede, at det færdige hus forblev tæt forbundet med sin beliggenhed og historie.
Hvor håndværksmæssig tradition møder fabrikspræcision
En håndbygget tømmerhytte og et fabriksfremstillet træhus kan umiddelbart virke som om de tilhører to modsatrettede traditioner. Den ene bærer spor af tidens tand, håndværksmæssig fremstilling og gradvis tilpasning; den anden bygger på standardisering, præcise tegninger og kontrolleret produktion. I det renoverede landsted i Hviderusland har Veris Studio forenet disse tilgange.
Det 150 m² store familieferiested er opført omkring en tidligere skovfogedhytte i Tiskovshchina, en lille landsby cirka 60 kilometer fra Minsk. I stedet for at rydde grunden for at bygge et traditionelt nyt hus valgte designeren Veronika Bagrintseva og hendes mand, Aleksander, at bevare den oprindelige tømmerkonstruktion og indramme den i en større præfabrikeret helhed.
Denne beslutning havde langt større betydning end blot valg af byggemetode. Det var afgørende for planløsningen, stemningen i det indre og den måde, det nye hus forholder sig til sin landlige omgivelser på. Præfabrikation blev et redskab til at tilpasse en eksisterende bygning – ikke et middel til at påtvinge den en standardmodel.
Planlægger du at bygge?
Fortæl os kort om dit projekt, og få tilbud fra vores netværk af producenter.
FÅ TILBUDBevarelse af husets midterste del
Projektet tog sin begyndelse, da familien begyndte at lede efter et sted væk fra bylivet. Bagrintseva ønskede, at hendes søn skulle tilbringe tid udendørs, tæt på marker, skove og det landlige landskabs rytmer. Hendes forældre ejede allerede et lille hus i landsbyen, da en nabogrund blev ledig.
På grunden stod en skovfogedhytte på 60 m², bygget af solide vandrette tømmerstammer. De fire rum var anbragt omkring en stor muret brændeovn, der fyldte næsten en tredjedel af rummet. Selvom bygningen var beskeden og ikke længere opfyldte familiens behov, var det meste af tømmeret stadig i god stand.
En nedrivning ville have gjort projektet enklere. Det ville også have fjernet det, der gjorde stedet så særpræget. Parret valgte derfor at beholde hytten og udskiftede kun et forfaldent lag tømmerstokke samt fjernede ovnen, hvis fliser var blevet for skrøbelige til at kunne reddes.
Den oprindelige bygning udgør nu stuen. Soveværelserne, køkkenet og de tekniske rum er placeret i den nyere bygning, der omgiver det. Dette gør den bevarede hytte til mere end blot et historisk element: Den udgør både det fysiske og det sociale centrum i det færdigbyggede hus.
Strategien udgør en nyttig form for adaptiv genbrug. I stedet for at restaurere hytten til en forestillet tidligere tilstand lod Veris Design Studio den indtage en anden rolle i et moderne hjem.
Hvordan præfabrikation har præget arkitekturen
Tilbygningen blev opført af trærammepaneler, der var fremstillet af en producent uden for byggepladsen. Disse komponenter blev fremstillet under kontrollerede forhold, samlet på fabrikken for at kontrollere, om de passede sammen, skilt ad og transporteret til landsbyen, inden de blev rejst igen omkring den eksisterende hytte.
En sådan rækkefølge krævede, at arkitekturen blev fastlagt på et tidligt tidspunkt. Dimensioner, åbninger, serviceveje og konstruktionsmæssige forbindelser skulle fastlægges, inden fremstillingen gik i gang. Beslutninger, der normalt ville blive justeret gradvist i løbet af et traditionelt byggeforløb, blev i stedet en del af et samlet sæt produktionstegninger.
Dette princip er centralt inden for præfabrikerede boliger. Fremstilling uden for byggepladsen kan forkorte den fysiske montagetid, men effektiviteten afhænger af, at alle oplysninger er på plads, inden komponenterne går i produktion. Tiden fjernes ikke så meget fra processen, men flyttes snarere fra byggepladsen til projekterings- og fremstillingsfaserne.
I det rekonstruerede landsted har dette krav om præcision haft indflydelse på det arkitektoniske formsprog. De nye elementer bygger på en tydelig strukturel rytme, rene overflader og et direkte forhold mellem ramme, åbninger og den indre opbygning. Alligevel forsøger designet på ingen måde at skjule hyttenes uregelmæssige form. Forskellen mellem den håndlavede kerne og det fremstillede ydre af produceret materiale er stadig synlig.
At tilpasse en præcis ramme til en uregelmæssig hytte
Kombinationen af gammel byggeri og nye præfabrikerede komponenter medførte et krævende teknisk problem. Fabriksfremstillede paneler er afhængige af forudsigelige mål, mens en ældre tømmerbygning sjældent har helt retvinklede hjørner eller helt lodrette vægge.
Samlingerne mellem de to systemer krævede derfor nøje måling og justering under monteringen. Det er her, projektet adskiller sig fra den forenklede opfattelse, at præfabrikation blot er en hurtig monteringsproces.
De nye paneler blev angiveligt produceret af et hviderussisk-svensk firma, hvor der allerede inden leveringen var indbygget kanaler til elektriske ledninger og andre installationer. VVS-, varme- og el-tilslutningerne blev koordineret på tværs af etagen, hvilket mindskede behovet for at udføre kanalføringer i de nyopførte vægge.
Den oprindelige hytte måtte desuden løftes ca. 20 centimeter ved hjælp af donkrafte, før der blev støbt et nyt fundament. Der blev støbt et betongulv oven på servicegangene og gulvvarmeanlægget, som derefter blev bevaret som det endelige gulv. Den sammenhængende overflade forbinder planens gamle og nye dele uden visuelle afbrydelser i form af dørtærskler eller flisefuger.
Det færdige hus viser, at panelbyggeri kan rumme en betydelig arkitektonisk specificitet. Standardiseret produktion resulterer ikke nødvendigvis i et standardiseret byggeri, men skræddersyede løsninger kræver nøjagtige opmålinger, omhyggeligt fastlagte tolerancer og tæt samarbejde mellem projektør, Producent og byggepladsteamet.
En åben planløsning, der er tilrettelagt med udgangspunkt i familielivet
Planen udsprang af et simpelt ønske: Familien ønskede et fælles indretningskoncept, hvor deres søn kunne bevæge sig frit. Den tidligere hytte blev til et rummeligt centralt rum, hvor de vigtigste opholdsrum er placeret omkring det i stedet for langs gangene.
Der er næsten ingen indvendige døre. Badeværelset er den vigtigste undtagelse. Soveværelserne har ikke traditionelle klædeskabe; tøj og husholdningsartikler opbevares i et stort påklædningsværelse tæt på indgangen. Badeværelset, entreen og opbevaringsrummene er placeret bag køkkenet, hvilket sikrer, at de vigtigste opholdsrum fremstår som et åbent rum.
Ovenfor når det skrå tag op på ca. 5,5 meter på sit højeste punkt. Mezzaninerne i soveværelset og børneværelset udnytter dette rum uden at skabe en hel øverste etage. I børneværelset er soveområdet hævet, så det nederste niveau kan bruges til leg.
Spar timer på online research
Brug vores gratis værktøj til sammenligning af tilbud. Upload detaljerne om dit projekt, og modtag tilbud fra vores netværk af producenter.
SAMMENLIGN TILBUDDisse valg får huset til at virke større, end dets opmålte gulvareal. Denne følelse af rummelighed skyldes snarere sammenhæng end overflod: færre skillevægge, fælles færdselsarealer, et ensartet gulv og udsigter, der strækker sig fra det centrale rum ud mod landskabet.
Sydlys og en terrasse, der passer til det hviderussiske klima
De fleste af de største vinduer vender mod syd. Denne orientering fører Daylight langt ind i bygningen og sikrer en vis nyttig solvarme i de koldere perioder. Det ændrer også det bevarede træs udseende i løbet af dagen, idet træstammerne skifter fra lysegult i blødt lys til varmere, honningfarvede nuancer i direkte sollys.
En forhøjet terrasse strækker sig rundt om det meste af huset, med adgang fra køkkenet, stuen og soveværelset. Den fungerer både som en udendørs gangvej og som et sted at sidde, hvilket giver flere rum en direkte forbindelse til haven.
Højden er valgt ud fra praktiske hensyn. Regn, sne og områdets tidligere lave terræn kunne ellers gøre området mudret og vanskeligt at færdes på. Ved at hæve terrassen skabes der en mere harmonisk overgang mellem boligens indre og haven, samtidig med at det bliver lettere for familien at bevæge sig rundt om huset i dårligt vejr.
Stedsegrønne beplantninger blødgør terrassens kant og danner en afgrænsning, der kræver minimal vedligeholdelse. Resultatet er ikke blot en visuel forlængelse af det indre, men et stykke infrastruktur, der tilpasser sig vejrforholdene.
Naturmaterialer uden rustik efterligning
Indenfor er forskellen mellem det gamle og det nye stadig tydelig. De bevarede tømmervægge tilfører det centrale rum tekstur og vidner om dets alder, mens betongulvet og de lyse pladematerialer giver tilbygningen et mere afdæmpet udtryk.
Paletten omfatter slebet træ, krydsfiner, hvidmalede overflader, beton, hør og vævede fibre. Ifølge oplysningerne blev der anvendt cementbundne spånplader som en økonomisk vægbeklædning uden traditionel pudsning. Deres direkte fremgangsmåde passer ind i den præfabrikerede konstruktions logik, idet den reducerer antallet af lag og samtidig skaber en neutral baggrund.
Interiøret er ofte blevet forbundet med »The Barn House-æstetikken«, hovedsageligt på grund af dets sadeltag, den åbne planløsning og de enkle materialer. Alligevel undgår det at blive en generisk øvelse i rustik minimalisme. Huset er fyldt med genstande, der er samlet gennem familielivet: musikinstrumenter, kunstværker, fotografier, rejsefund og møbler, man har fået af venner.
Flere elementer blev genbrugt. En gammel dør fra skovfogedens hytte blev til en solid køkkenbordplade, hvor overfladens spor er bevaret. Et eksisterende køkken blev ombygget og malet i grafitfarve, mens et antikt klaver og vævede lampeskærme bringer elementer fra forskellige epoker og oprindelser ind i rummet.
Denne kombination giver den industrialiserede struktur en særskilt identitet. Den producerede ramme skaber orden, men den dikterer ikke, hvordan huset skal beboes.
Bevarelse som en miljøstrategi
Flere beslutninger har tydelige konsekvenser for ressourcerne.
Ved at bevare tømmerhytten undgik man at skille sig af med en brugbar bygning og reducerede dermed mængden af helt nyt materiale, der var nødvendigt. Eksisterende objekter og bygningsdele blev tilpasset i stedet for automatisk at blive udskiftet. Der blev lagt ca. 250 millimeter træbaseret isolering, mens et vandbaseret gulvvarmesystem fordeler varmen i betongulvet.
En pejs og en brændselsfyret kedel udgør de vigtigste varmekilder. Den supplerende elopvarmning forhindrer, at gulvet bliver alt for koldt, når familien er væk, hvilket afspejler husets primære anvendelse som weekendhus. Det tekniske udstyr er samlet i et teknikrum, der er tilgængeligt udefra, hvilket sikrer, at vedligeholdelsesarbejdet holdes adskilt fra de øvrige indendørsarealer.
Mere generelt kan fabriksproduktion muliggøre en omhyggelig materialplanlægning og mindske risikoen for at blive ramt af dårligt vejr på byggepladsen. Som det fremgår af projektet, afhænger disse fordele imidlertid af en grundig forberedelse. Præcisionen i det fremstillede system skal modsvares af en lige så præcis forståelse af området og alt, hvad der allerede er bygget på det.
Hvad fremtidige ejere af præfabrikerede huse kan lære
»Det rekonstruerede landsted« udfordrer to fasttømrede antagelser: at renovering og præfabrikation er uforenelige, og at fabriksfremstillet byggeri er begrænset til katalogdesign.
Panelerne var standardiserede som komponenter, men deres placering tog udgangspunkt i én familie, ét landskab og én uregelmæssig træhytte. Arkitekturen udsprang af disse begrænsninger. For potentielle husejere, der sammenligner moderne præfabrikerede huse, er konklusionen, at industrialisering er mest nyttig, når den betragtes som en designproces snarere end blot en genvej på byggepladsen.
Et projekt af denne art kræver tidlige beslutninger og et tæt samarbejde. Den eksisterende bygning skal opmåles nøjagtigt. Samlinger mellem nye og gamle konstruktioner skal tage højde for uregelmæssigheder, bevægelser og fugt. Åbninger og installationer bør koordineres inden produktionen, og fundamenterne skal være klar, når panelerne ankommer.
Belønningen er ikke kun hastighed. Her har den velorganiserede præfabrikationsproces gjort det muligt for et skrøbeligt stykke landlig historie at overleve i et praktisk, moderne hjem.
En ramme for kontinuitet
Veris Design Studios hus er hverken en traditionel restaurering eller en helt ny præfabrikeret bolig. Det befinder sig i det mere komplekse område mellem de to.
Den gamle hytte skaber minder, giver struktur og udgør et tyngdepunkt. Den præfabrikerede ramme giver ekstra plads, isolering, teknisk orden og et anderledes forhold til det omgivende landskab. Ingen af systemerne betragtes som fuldstændige i sig selv.
Ved at samle disse elementer peger projektet på en bredere rolle for industrialiseret byggeri. Præfabrikation behøver ikke at udviske det uregelmæssige eller det arvede. Med tilstrækkelig forberedelse kan det skabe en præcis ramme, inden for hvilken disse kvaliteter forbliver synlige.
Detaljer om projektet
Adresse
, Tiskovshchina, Stolbtsy-distriktet, Hviderusland
Arkitektur
Veris Design Studio
Designer
Veronika Bagrintseva
Areal
: 150 m²
År
2020
Fotografi
: Yana Churbakova og Sergei Pilipovich
